fbpx

Mindeord

Vi har med sorg modtaget meddelelsen om, at vor afholdte golfkammerat

Ove Bangsgård

efter lang og til tider svær sygdom er gået bort i en alder af 77 år.

Ove var et aktivt og muntert fritidsmenneske, i hvis selskab man altid følte sig godt tilpas.

Han var meget aktiv i sin fritid. Ud over golf, dyrkede han fodbold, cykling og badminton.

På golfbanen lærte vi ham at kende, som ”en lun fætter”, med sin helt egen stil. Med sin uadskillelige følgesvend piben, dyrkede Ove golfsporten på sin helt egen måde. Oves golfsving stod vist ikke at lære i nogen lærebog for golfelskere. Men det tog han ikke så højtideligt. Han elskede den skønne natur og samværet med sine golfvenner. Så at han måske ikke helt høstede de højeste stilkarakterer tog han ikke nogen notits af. Og der er på trods heraf jævnligt taget præmier med hjem på Højlundsvej.  

Til ”Sildeklubbens” julefrokoster var han en værdsat sangskriver. Hans tekster var humoristiske og sad lige i øjet. Selv om det efterhånden er nogle år siden de seneste blev skrevet, bruges de stadig flittigt, og får stadig smilene frem. 

Det var dejligt, at Ove fandt kræfter og overskud til at deltage i vores jubilæumsfest sammen med Anna-Grethe, i august sidste år. Det var mit indtryk at Ove nød denne aften, som desværre skulle blive den sidste i golfklubbens regi.

Vi har mistet et skattet medlem, men han vil blive mindet mange gange i årene fremover, når vi synger hans velskrevne og lune lejlighedssange.

Æret være Ove Bangsgårds minde.

På vegne af Harre Vig Golfklub

Erland A. Nielsen
Formand